Kommunale handicapråd
Alle landets kommuner har pligt til at etablere et handicapråd. De kommunale handicapråds hovedopgave er at bidrage til, at flere mennesker med handicap opnår lige muligheder og kan leve et liv på lige vilkår med andre borgere.
Temadag for kommunale handicapråd i Middelfart, maj 2022 (Foto: Søren Kjeldgaard/DCH)
De 98 kommunale handicapråd arbejder lokalt og på alle politikområder for at skabe lige muligheder og vilkår for borgere med handicap.
Det enkelte handicapråd skal rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og formidle synspunkter mellem borgere og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører personer med handicap.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at høre handicaprådet i sager fra alle sektorer og politikområder i kommunen, der har betydning for personer med handicap. Det kan fx være initiativer på social- og sundhedsområdet, specialundervisning og initiativer på kulturområdet, hvor spørgsmål om tilgængelighed kan få betydning.
Handicaprådet er et rådgivende organ i forhold til kommunalbestyrelsen og har ikke selvstændig beføjelse til at træffe beslutninger om tiltag, som kommunen skal iværksætte. Kommunalbestyrelsen er derfor heller ikke forpligtet til at følge bemærkninger og indstillinger fra handicaprådet.
Handicaprådet kan behandle alle lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører borgere med handicap og tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til såvel politiske som administrative initiativer. Dette kan ske på flere måder. For eksempel ved at rådet afgiver høringssvar eller tager emner op af egen drift og inviterer kommunalpolitikere, forvaltningschefer og andre relevante aktører til dialog.
De kommunale handicapråd kan imidlertid ikke behandle enkeltsager, herunder konkrete klagesager eller personalesager.
Hvem sidder i de kommunale handicapråd?
De kommunale handicapråd består af 3-7 medlemmer udpeget efter indstilling fra de lokale handicaporganisationer i kommunen og 3-7 medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen, hvoraf et antal er kommunalbestyrelsesmedlemmer og de øvrige er embedsmænd fra kommunens forvaltninger.
Der skal være lige mange rådsmedlemmer fra kommune og handicaporganisationer.
De kommunale handicapråd er nedsat i henhold til § 37a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og beskrevet i kapitel 1 i bekendtgørelsen om råd på det sociale område.
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 37a
Bekendtgørelse om råd på det sociale område, kapitel 1
Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 36, punkt 423 – 432